🎄 AFSNIT 5 — “Når floden bliver fjenden”
Ved solens første lys er de allerede på farten. Jaguaren er væk, men dens spor – kæmpe poteaftryk i den fugtige jord – viser vejen. Den har bevæget sig hurtigt, næsten umenneskeligt langt. Men de følger den, for sådan er skoven: Den viser kun vejen én dag ad gangen.
De bevæger sig gennem en tæt skov, hvor lianer hænger som snore, og blade danner et grønt tag over dem. Lyden af vand bliver stærkere, dybere, som en puls.
Da de når floden, standser alle.. Den plejer at være klar som glas, men nu er den ukendt og vred. Brun, tung, fuld af sedimenter. Den buldrer som om den koger, og på bredden ligger døde fisk. “Dette er ikke naturligt,” siger Amaru.
Tehani tager sit kamera frem. Planet-A-MORs arbejde har lært hende, hvordan vandets sundhed afslører alt: jorden, planterne, balancen. Men her er der ingen balance. Floden føles syg. En af de yngre Asháninkaer, Maiti, knæler ved bredden og rører vandet med fingerspidserne. Han ser op, forfærdet.
“Det smager af jord uden liv. Som om rødderne er blevet revet op.”
Tehani nikker. “Erosion. Men i denne skala? Det kræver…” Hun stopper. Amaru fuldfører tanken: “... ødelæggelse i massiv skala.”
De følger floden nordpå, og synet bliver værre: træer, der er væltet. Jord, der er skredet. Planter, der hænger som tæpper fra skrænter.
Efter en time hører de motorlyde. Skarpe. Industrielle. Fremmede i junglens ellers levende symfoni.
De gemmer sig i krat, og forude, bag floden, ser de dem: Fire store bulldozere. Ingen mennesker i syne – men maskinerne står som kæmper i venteposition. Rundt om dem ligger containere, dunke med olie, madrasser. Et midlertidigt arbejdssted.
Ulovligt. Farligt. Professionelt.
“Jer derhjemme i Danmark,” tænker Tehani, “ville ikke tro jeres egne øjne.”
Amaru lægger hånden på hendes skulder.
“Skoven kalder os videre. Dette er kun begyndelsen.”
Han peger mod floden. Et sted længere oppe er der en smal passage, hvor jaguarens spor fortsætter.
De krydser floden, selvom vandet virker modvilligt. Det suger om deres ankler, næsten som om floden prøver at holde dem tilbage.
Da de når den anden side, er de gennemblødte og udmattede — men Amaru smiler.
“Hvis floden prøver at stoppe os, er det fordi vi er på rette vej.”
