🎄 AFSNIT 6 — “Et gammelt mærke i barken”

Efter floden ændrer skoven karakter. Træerne bliver højere, rødderne tykkere. Luften er tungere, som om noget presser mod jorden. Det føles som at gå ind i et tempel.

“Dette område tilhører ånderne,” siger Maiti. “Få mennesker har været her.”

Tehani mærker det også. Hendes nakkehår rejser sig, men ikke af frygt — af respekt. Der er steder i junglen, hvor tid føles anderledes. Hvor man kan mærke århundreder stå stille. Pludselig stopper Amaru. Han knæler ved et kæmpetræ, mindst 40 meter højt. På barken er der et mærke. Et symbol. Et cirkelformet mønster med en spiral i midten.

“Det er gammelt,” siger han. “Meget gammelt. Det var de første vogtere, der lavede sådanne tegn.”

Tehani træder tættere på. Symboler hugget i barken, men ikke med metal. Dette er lavet med sten, måske med kløer. Og mærket pulserer næsten — som om energien stadig bor i det.

“Det betyder,” forklarer Maiti, “at der findes et helligt område længere fremme.”

Amaru rejser sig. “Og at det ikke er hvem som helst, der må betræde det.” Tehani kigger op. Solen bryder frem mellem træerne og rammer symbolet direkte. I samme øjeblik falder et vindstød gennem skoven, selvom der ingen vind var før.

Symbolet blinker.

“Det viser os vej,” siger Amaru stille.

De bevæger sig dybere ind, og snart hører de lyden af trommer. Først svagt, så stærkere. Ikke fra mennesker – men fra skoven selv. Lyden vibrerer i jorden, i rødderne, i brystet.

De træder ind i en lysning, og her ser de noget, der tager pusten fra dem:

Et træ, større end noget, Tehani nogensinde har set. Det bugter sig som en gigantisk slange op mod himlen, med rødder tykke som huse. Barkens mønster ligner årer. Og luften omkring det sitrer.

Maiti hvisker:
“Det er ikke Livets Træ… men det er et af dets vogtere.”

Et træ, der har stået her i tusinder af år. Et træ, der aldrig skulle findes af mennesker. Et træ, der vogter en portal – en overgang.

Amaru lægger hånden på stammen. “Vi er tættere nu. Noget sender os herhen.”

Tehani mærker posen med de fire frø ved sit bryst. Én af dem begynder at varme.

“Lad os følge rytmen,” siger hun.

Og da de gør, åbner skoven sig.